Udvid filter
To af landets flotteste C 63'ere. Og de er ikke engang vores.


___

Den ny C 63 S er lanceret, og er den mest potente nogensinde. Men Kim var ikke helt fan, for han elsker V8, så han købte en Edition 1 C 63 S samme dag, den ny AMG blev præsenteret - og dermed var samlingen et par. Men Kim er heller ikke hvilken som helst AMG-ejer. Han er nemlig så passioneret, at han holder sine tusindvis af følgere beskæftiget med hans to C 63 AMG'ere på Instagram, hvor han går under navnet '63 AMG Geek'. Her reparerer han, modificerer og viser de to smukke sportsvogne frem og de står bare uhyggeligt skarpt og velholdt. Det er jo lige i vores ånd. Med en særtilladelse fra Arken Museum for Kunst, til at fotografere de to kunststykker ude foran, var rammerne jo sat. Vi mødtes med Kim og to af landet absolut flotteste C 63'ere.

Kim aka '63 AMG geek'.

STARMARK har aktivt fulgt Kim's profil på Instagram i et godt stykke tid, og det bør du også. Det er ikke for sjov at den hedder '63 AMG geek'. Han viser passioneret alt fra udskiftning af LED-pærerne i håndtagene, hverdagen med en sportsvogn, montering af nye bremseskiver, og lige til klargøring/vask på et absurd højt OCD-niveau. Vi elsker det, for vi gør selv det samme på vores biler. Du kan følge med lige her.

Kim er 44 år og arbejder til daglig som 'Product & Supply Chain Manager'.

"Jeg har altid haft interesse for Mekanik. Det startede vel som 10-12-årig hvor jeg fik min første knallert. Den knallert blev totalrenoveret – flere gange faktisk. Historien har gentaget sig mange gange siden blot med andre køretøjer. Både motorcykler og biler. Jeg er udlært industritekniker for mange år siden, og det har naturligvis givet mig en masse viden."

"Jeg elsker generelt bare at ”skrue”. Jeg elsker at udfordre mig selv på den måde. Jeg er god til at forstå noget jeg f.eks. har set på Youtube eller læst på nettet og så efterfølgende udføre det i praksis. Det er meget vigtigt for mig altid at have tid til at være i garagen. Det giver mig fornyet energi."

Made in Affalterbach.

Håndbyggede motorer.

'AMG' har altid været forbundet med V8-motoren. Det viser de også stolt, da du ofte kan finde V8-detaljer i kabinerne og på forskærmene af bilerne. Men de er også nogle af verdens bedste til at bygge, udvikle og tune dem. Motorerne er derudover også kendte for at lyde fantastisk og med dækrygende trækkraft.

Fælles for de to nedenstående motorer er, at de bliver håndsamlet i Affalterbach i Tyskland. De samles af én mand per motor, som til sidst monterer en metalplade med motorbyggerens underskrift, som et kvalitetsstempel. Konceptet kaldes "one man one engine". Da den første A 45 AMG blev lanceret, kunne du under motorhjelmen (praktisk talt) finde en halv AMG M177 motor, og dermed var mærkets første håndbyggede 4-cylindrede motor født - og endda verdens dengang mest potente af sin slags.

M156 6,2 V8
/ 2006-2015

M156 motoren er en legende i V8-verdenen. Den bliver stadig anset for at være én af verdens bedste, men det var også den første motor, der fuldt ud blev designet og udviklet af AMG, modsat forrige modeller, som var baseret på eksisterende Mercedes-Benz motorer. Den blev markedsført og anført som en 6,3 liter (deraf 63-navnet) som en hyldest til AMG's første serieproducerede motor; M100 motoren på 6,3 l. I virkeligheden har den en kapacitet på 6,2 liter og gør ikke brug af turbolader - det er en sugemotor. Ydelsen var virkelig høj for sin tid, og leverede i mellem 451–622 hestekræfter i blandt andre C 63, E 63, SLS, GT 3 racerbilen og C 63 Black Series.

Kim's C 63 lyder himmelsk. Der er monteret andre forrør med sportskatalysatorer og ellers ikke andet. Som Kim selv siger; "Hvis man vil bevare den helt lækre AMG signaturlyd, så er det virkelig vigtigt, at man ikke fjerner hverken mellempotten eller andre lydpotter."

M177 4,0 Biturbo V8
/ 2015-

M177 motoren blev lanceret i 2015 og den sad i C 63 AMG, som nu kunne gøre brug af to high-tech turboladere, der sidder monteret i mellem de to cylinderhoveder. Konceptet kaldes for "hot inside V" og er racerbilsinspireret-teknologi som både køler og forkorter udstødningsgassernes vej til turboen. Dermed kan den levere et uhørt kontant bundtræk - præcist som vi kender det fra andre AMG'er. Med blandt andet turboladerne blev ydelsen også opjusteret til mellem 456–720 hestekræfter. De 720 finder du i den nuværende GT Black Series. Motoren har vist sig at være yderst populær og en fremtidig legende, ja selv andre sportsvognsmærker, som Aston Martin, har faktisk en M177 motor monteret i nogle af deres sportsvogne.

Den ny C 63 S plug-in hybrid?

Det har ikke just været en hemmelighed, men den ny C 63 S E-Performance skulle for første gang ikke komme med en V8-motor. Det skyldes strenge emissions- og miljøkrav fra omverdenen, og AMG har været nød til at prioritere de større modeller, så de stadig kan leveres med en V8'er. De er dog ikke faldet af på den, for den ny C 63 kommer med en stærkt modificeret udgave af samme motor, som du også finder i A 45 S. Det er en håndbygget, 4-cylindret turbomotor med en elektrisk turbolader, elektrisk elmotor på bagakslen og et letvægtsbatteri. Ydelsen er stukket helt af, den yder nemlig 671 hestekræfter!

"At det er en firecylindret hybrid har jeg det stramt med. Jeg bliver oprigtig trist af tanken om at vi måske skal køre elbil i nær fremtid. Det har dog også været med til at aktivere min drøm om også at eje en 205 C63s inden det bliver ”for sent”. Så på den måde er det jo fint. Jeg forsøger ikke at tænke så meget over det med elbilerne. Jeg fokuserer 100% på at få det bedste ud af de to V8’ere mens det er muligt."

Hvor er passionen fra?

"Lige siden 204 C63 blev lanceret har jeg drømt om at eje sådan en. Men, jeg har altid tænkt at det prismæssigt var uden for min rækkevidde. Drømmen om at eje en 204 C 63 bed sig dog ret hårdt fast, og det blev ikke bedre af at Nicolas Kiesa i en periode besøgte min tidligere nabo i sin 204 C63.

Lyden fra M156 motoren er simpelthen så fantastisk. I mine ører er det den motor af alle motorer som lyder allerbedst. Da muligheden for at eje en C63 kom senere i livet, så skal jeg ærligt indrømme, at tårerne trillede ned ad kinderne på vej hjem med bilen. Så det betyder meget for mig.

Min Morfar har arbejdet for Mercedes det meste af sit liv, og jeg har mange minder fra min barndom hvor han hentede mig forskellige biler. Bl.a. har vi kørt rundt på markerne i en helt ny G-klasse. Om det har haft nogen egentlig påvirkning, i forhold til min passion for AMG, det tror jeg nu ikke. Men jeg ville dog ønske, at han stadig var i live, så han kunne opleve det som jeg oplever lige nu."

Den første AMG. C 63 204 stationcar.

Hvad er historien bag din 204'er?

"Min 204 har levet langt det meste af sit liv i Sydtyskland. Den blev importeret til DK kort før jeg købte den. Jeg er 3. ejer. Da jeg kender M156 motoren rigtig godt, så var jeg også velvidende om dens små finurligheder og ting man skal være opmærksom på. Det var derfor vigtigt for mig at finde et eksemplar, som havde en rigtig god servicehistorik. Det fandt jeg, men jeg gik så på kompromis med noget udstyr som jeg manglede, men det har jeg efterfølgende selv eftermonteret og bilens dåbsattest er opdateret med de rette udstyrskoder."

"På trods af den ellers rigtig gode servicehistorik så endte jeg dog alligevel med at bruge en hel vinter på at skille motoren ad for at lave alle kendte fejl før de udviklede sig til at blive et egentlig problem. Min hjerne fungerer bedst, hvis jeg ved, at alt er i orden. Så min 204 har fået hele turen og mere til!"

Den anden AMG. C 63 S 205 Edition 1.

Hvad er historien bag din 205'er?

"Jeg føler virkelig at jeg har været ualmindeligt heldig, at finde en 205 C63s Edition 1 med stort set ALT i udstyr. Jeg har kigget i længere tid, men syntes ikke jeg har kunnet finde noget som var, som jeg havde tænkt det. Men pludselig fandt jeg denne her, og så slog jeg til, endda samme dag som den ny C 63 S blev lanceret. Modsat historien bag min 204, så kiggede jeg mest efter en 205'er som stod med det helt rigtig udstyr og ikke udelukkende på servicehistorikken.

I dag kan jeg lave alt selv så eventuelle mekaniske fejl kan jeg jo selv udbedre. Og M177 motoren er bare en af de mest pålidelige AMG motorer, der nogensinde er lavet, så den er jeg ikke så bekymret for. Den har desuden stadig fuld garanti på alle dens mekaniske og elektriske fejl. Bilen kommer fra Tyskland men den har nu kørt et par år i DK."

Hvordan fungerer leasing for dig?

"Min 204 C63 er ikke leaset. Jeg vidste fra start, at jeg ville beholde den i mange år frem. Men, da jeg ikke kører i den om vinteren, så ville det nok have givet mening at lave en sæsonleasing i stedet for. Men, det er svært at gøre om nu, idet den står indregistreret med fuld dansk afgift."

"Min 205 C 63 S er flexleaset. En bil i den prisklasse giver bare mest mening at lease, mener jeg. Særligt med den uvisse fremtid vi ser ind i. Det er lidt ”sjovere” at tage en evt. nedskrivning på en bil uden dansk afgift end en bil med dansk afgift. Det er også væsentlig nemmere at sælge bilen uden afgift til udenlandske markeder."

"Jeg benytter mig generelt meget af leasing - også korttidsleasing. Jeg har flere år i træk kortidsleaset dén vinterbil, jeg har kørt i, mens min 204 C63 har overvintret i garagen. Det har været dejligt nemt. Hessel Hire fungerer bare ubeklageligt. Fast lavt beløb hver måned inkl. forsikring og det hele. Og når den aftalte periode er slut, så afleverer man bare bilen tilbage uden forpligtelser. Vores GLB er også leaset. Primært for fleksibilitetens skyld (hvad bringer fremtiden), men også fordi det er så dejligt nemt, særligt når det er inkl. serviceaftale mm. Der er ingen økonomiske overraskelser."

 

Læs mere om leasing her.