Udvid filter
Ka' det monster overhovedet tæmmes?

Så længe du ikke sætter den i "RACE", så ja, så skal den skam nok passe rigtig godt på dig. Den nyeste generation af C 63 AMG har alt den luksus, du forventer af en C-Klasse, men her er den også klar til at sætte hurtige omgangstider og tilbyde dynamisk køreglæde på det højeste niveau - gerne sidelæns i svingene.

I RACE køreprogrammet er der dog ingen nåde. Du er efterladt til bilens sublime køreegenskaber, de 510 hestekræfter til baghjulene, og derudover dine egne køreevner. En ekstrem køremaskine, i en serie af uddøende bæster, og en fantastisk én af slagsen!

Se bilen lige her.

Den nyeste generation.

Den nyeste generation af C 63 AMG byder på alt det topmoderne teknologi og udstyr, indvendigt og udvendigt, som du også finder i den "almindelige" faceliftede C-Klasse. F.eks. det nye 12.3” digitale instrumentdisplay, de dynamiske Multibeam forlygter og Ambiente belysningen i 64-farver.

Men AMG udgaverne har også fået sine egne detaljer. Det nye AMG rat gør brug af de nye touchpads, der kan styre begge medieskærme, men det har nu også fået et nyt design - det er nu både side- og fladbundet, og her i vores C 63 S, har den også fået de nye "knapper" på rattet. På drejehjulet i højre side kan du hurtigt vælge dit køreprogram. På venstre side kan du konfigurere de to knapper, så de viser, hvad du nu ønsker at kunne hurtigt skifte/vælge i mellem. Det kunne f.eks. være AMG Performance udstødningen, undervognen eller bilens tolerance i forhold til Traction Control. Vores bil har Premium Plus udstyrspakken, og er derfor spækket med udstyr som panoramasoltag, Burmester og en masse andet. Udvendigt har C 63 også fået et facelift, med modificerede kofangere, diffuser, og den iøjefaldende kølergrill med lodrette lameller.

Designo Selenitgrå Magno.

'Designo' er navnet på den afdeling hos Mercedes-Benz, hvor det fineste håndværk og materialer, bliver nøje udvalgt, designet og produceret. Det gælder også for et udvalg af lak og farver, som man kan tilvælge sin Mercedes-Benz eller AMG. Ét af de nyere farvevalg i kataloget er 'Selenitgrå Magno', som man også kender fra blandt andre AMG GT. Og selvom det ligner en mat folie, er det skam maling, men med en helt speciel blanding og forsegling. Et iøjefaldende farvevalg, der sammen med de sorte detaljer fra "Night pakken", giver vores rå C 63 S et ægte stealth-fighter udseende!

4,0 Biturbo V8.

Den velkendte, håndbyggede V8 motor ligger stadig under motorhjelmen, og er her justeret til at yde 510 hestekræfter og 700 nm. Motoren kan yde mange flere hestekræfter, men i den baghjulstrukne og lette C 63 S, er de potente kræfter blevet perfekt afstemt. Den højeste (fabriksjusterede) ydelse, fra den samme motor, ses i den hurtige GT 63 S 4-Door med 639 hk.

Motoren døjer ikke med turbo-tøven
, og den kan derfor levere kræfterne på en kontant og dramatisk facon. Det er til dels takket være AMG's "Hot Inside V" koncept. Ved at placere de to turboladere i V'et, imellem de to cylinderhoveder, og ovenpå udstødningen, forkortes udstødningsgassernes vej til turboerne. Det giver også en mere kompakt motorstørrelse, der så kan placeres længere nede i motorrummet og dermed give bilen et lavere tyngdepunkt.